Historien om Zone- Redningskorpset

Denne virksomhed blev startet i Eskilstrup og bredte sig siden videre rundt i landet.

Det var Reinhold Hansen, som grundlagde Zonen i 1926. I begyndelsen var der ikke mange ansatte og kun 4 biler, men 36 år senere, i 1962, var der 279 ansatte foruden ca. 100 unge, frivillige og idealistiske mennesker, som på den måde ydede en gratis samfundsgavnlig indsats. Samme år bestod bilparken af 133 ambulancer, 113 kranvogne, 21 personvogne, 17 varevogne, 12 katastrofevogne, 9 automobilsprøjter, 9 last- og bugservogne, 2 dyreambulancer, 2 frømandsvogne, i alt 310 køretøjer, hvortil skal lægges en sø-redningstjeneste med 3 store motor-redningsbåde stationeret hhv. i København, Århus og Sønderborg. Foruden fandtes en række privatejede motorbåde i andre havne, som havde aftale med Zonen.

Iøvrigt var der Zonens flyveambulance med hovedstation i Kastrup lufthavn, og korpset havde 7 fly stående der.

Køretøjerne var stationeret på 72 brand- og redningsstationer over hele landet.

Reinhold Hansen blev født den 5. marts 1889 som søn af gårdejer Knud Hansen og hans kone Christine, "Christinelund" i Stødstrup. Reinhold var en rask og kvik dreng, der hjalp til på gården efter skoletid, og da det var meningen, at han senere skulle overtage hjemgården, kom han efter sin konfirmation ud at tjene på en anden gård i Eskilstrup Sogn. Imidlertid havde han ikke stor lyst til landbruget, hvilket mange ikke forstod, da han jo havde alle muligheder for selv at blive gårdmand. For at prøve noget andet tog han så til København i 1907.

I København prøvede han forskellige jobs uden at gå ind i nogen egentlig uddannelse. Soldatertiden kom for ham fra 1910-1911. I 1912 prøvede Reinhold Hansen at stå "på de skrå brædder" i det gamle Casino-Teater, og det var noget, som passede ham, så en tid var han skuespiller.

Reinhold Hansen havde en barndomsven, som også boede i København, nemlig Johannes Hare. Hare var ved at uddanne sig indenfor forretningsverdenen. I årene 1906-1910 var han uddannet som ekspedient hos købmand Chr. Boas i Stubbekøbing, og efter en solid handelsuddannelse, bl. a. med et studieophold i USA, skulle han overtage moderens, fru Ane Hare's, velrenom-merede trikotageforretning og gjorde det også i 1921.

Hos Johannes Hare kom en ung Gilleleje-pige hendes navn var Loys, og hun blev Reinhold Hansens tilkommende hustru. De blev gift den 27. oktober 1916, han 27 år og hun 32 år. Fru Loys krævede nu af sin mand, at han skulle holde op med at være skuespiller, og få sig et "almindeligt" arbejde. De købte en frugt- og grøntforretning i København, foruden at han supplerede sine indtægter ved at køre vognmandskørsel, til hvilket erhverv havde fået Magistratens borgerbrev den 24. juni 1915.

Grøntforretningen drev ægteparret ind til 1918, hvor de blev kaldt hjem til Eskilstrup for at overtage gården, da faderen Knud Hansen var afgået ved døden.

Det egentlige landbrug havde dog stadig ikke hans interesse, så da forretningen i København var blevet solgt, etablerede han sig som kreatur- og hestehandler på "Christinelund", og samtidig begyndte han at udvide den oprindelige frugthave ved at plante endnu flere frugttræer, ligesom han opkøbte og videresolgte frugt en gros.

I 1921 vendte, som tidligere nævnt, Johannes Hare hjem til Eskilstrup. Hare var i mellemtiden blevet gift, og det var helt naturligt, at fruerne Loys og Poula Hare genoptog det hyggelige samvær, der var startet i København. Reinhold Hansen var glad for, at Hare var kommet tilbage til fødebyen, og han lejede straks Hares forretningskælder til frugtlager. Det skulle blive den indirekte årsag til, at Reinhold Hansen kom ind i brandslukningsarbejdet.

I 1924 brændte Johannes Hares forretning, og herved blev også frugten i kælderen helt ødelagt. Den gamle hestetrukne kommunesprøjte kom for sent frem, og ingen kunne forhindre forretningen i at brænde totalt ned.

Branden påførte både Reinhold Hansen og Johannes Hare et økonomisk tab, og gav dem noget at tænke på. Reinholdt var en "handlingens mand", og få dage efter branden rejste han til København for at tale med direktør Falck i Tietgensgade. Han foreslog direktør Falck, at oprette en såkaldt "Zonebrandvagt" i Eskilstrup. Reinhold ville lægge bygninger, arbejdskraft og telefon til, hvis blot Falck ville levere ham det nødvendige materiel, hvilket i 1924 var ensbetydende med en 800 liters/minut baghjulspumpe, slanger og strålerør samt nødvendigt personligt udstyr til mandskabet. Direktør Falck fik et godt indtryk af Reinhold Hansen, og sendte sin betroede medarbejder, Eigild Juel Wibollt, søn af en købmand i Nakskov, til Eskilstrup for nærmere at vurdere forholdene og navnlig undersøge, om der var økonomisk basis for oprettelse af et motoriseret landbrand-væsen på Falster.

Det var nu på tale at oprette brand- og redningsstationer i Slemminge og Søllested magen til den i Eskilstrup, men atter sagde Falck nej. Reinhold Hansen blev kaldt til København og fik så at vide af Falck, at han kunne vælge mellem at indfri de forpligtelser, han selv havde indgået, eller at løse Falck fra "de af Falck-ledelsen uautoriserede overenskomster med de mange landkommuner, virksomheder og privatpersoner". Reinhold Hansen lod sig dog ikke slå ud, men fortsatte blot endnu mere energisk end før.

Johannes Hare havde fået sin forretning genopbygget, endda i amerikansk stil med fladt tag, hvilket medfører, at det er muligt at bygge ovenpå, såfremt man senere måtte ønske det. Huset har dog stadig sit oprindelige udseende. Af politiske grunde var det godt, at der var to forskellige personer til at tegne Zoneabonnenter. Reinhold Hansen havde et livligt temperament, så nogle gange måtte Johannes Hare af sted for at klare indtegningerne.

Tårnet man brugte til at tørre slanger på. - Foto modtaget af Ketty Lykke Jensen

Efter Københavner-besøget blev Reinhold Hansen og Johannes Hare enige om, at de bestemt ville opfylde de forpligtelser, som de havde påtaget sig overfor de mange abonnenter. Når de så havde rejst den nødvendige kapital til materielindkøb, skulle de penge, som kom ind via abonnement, ikke mere tilfalde Falck, men geninvesteres i de lokale brand- og redningsstationer.

De gik så til Landmandsbankens afdeling i Eskilstrup, og her forelagde de direktør Dreschler deres ønsker. Efter grundige drøftelser og økonomiske beregninger fik de den nødvendige arbejdskapital mod pant i deres ejendomme.

Derefter blev der indkøbt materiel, noget hos C. C. Weinrich i Snertinge, som forresten selv var zonebrandvagtleder, og noget blev købt hos fabrikant og opfinder L. C. Ellehammer i København. Brugte automobiler blev også købt, og karrosseriombygningen blev foretaget på Lommelev Karrosserifabrik. Det mekaniske udstyr blev bl.a. ordnet af mekaniker Hugo Andersen i Eskilstrup.

Zonebrandvagterne i Søllested og Slemminge blev åbnet i 1927, og der var "bizoner" i Købelev og Vesterborg. Eskilstrup havde i 1928 10 brand- og redningskøretøjer.

I København var man blevet overrasket over, at det var lykkedes Reinhold Hansen at bringe sine planer til udførelse uden deres hjælp, og de gav ham dermed handlefrihed. Men Falck frygtede, at "bevægelsen i Eskilstrup", som den kaldtes, skulle medføre, at Falck mistede kontrollen med de Lolland-Falsterske Zonebrandvagter, og denne frygt skulle vise sig at være særdeles velbegrundet.

Falck havde på Wiboltts initiativ stiftet "Foreningen af Falcks-Zonebrandvagter", hvilket skete i 1927. Men efter bruddet med Falck hed den "Zonelederforeningen". På denne forenings årsmøde i 1928 blev der bl.a. rejst spørgsmål vedr. de enkelte brandvagtlederes kompetence, netop et emne, som skabte debat. Reinhold Hansen fastholdt sit krav om ubetinget handlefrihed samt fuldstændig lokal dispositionsfrihed. Hans frejdige og ligefremme fremtræden gjorde et dybt indtryk på de øvrige zonebrandvagtledere, der kom fra alle egne af landet, og de blev her klar over, at Reinhold Hansen faktisk undsagde sig Falcks overherredømme.

Det var helt oplagt, at kursen gik mod et åbent brud med Falck, og luften var ladet med dramatik. Falck og Reinhold Hansen indgik dog "våbenstilstandsaftale", og den gik ud på, at Reinhold Hansen fik lov til "at beholde" Lolland-Falster for sig selv, således at han betjente Falcks abonnenter der, og Falck skulle så betjene Reinholds abonnenter i det øvrige Danmark.

Man kan retfærdigvis mene, at Falck var gået meget langt for at komme Reinhold Hansen i møde og dermed bevare enighed i korpset.

Reinhold Hansen rejste glad hjem fra mødet, og han proklamerede, at nu oprettede han "Lolland-Falsters Zonebrandvagters Redningskorps" med hovedkvarter i Eskilstrup.

Wiboltt var imidlertid klar over, at tilstandene var uholdbare; han mærkede tydeligt, at det gærede i "Foreningen af Zonebrandvagter", og han sagde åbent og ærligt til Falck, at det formodentlig kun var et tidsspørgsmål, før mange af zonebrandvagteme, i hvert fald de største af dem, fulgte Reinhold Hansens eksempel.

Ved foreningens årsmøde 1929 blev Reinhold Hansen valgt som formand, og som næstformand blev valgt Christian Jensen, Randers, og sekretær blev Tage F. Jensen. Efter dette valg var der ikke tvivl om, at zonebrandvagterne helt og holdent var af samme mening som Reinhold Hansen. Falck ventede da også på det endelige brud.

Reinhold Hansen åbnede en station i Rønnede på Sydsjælland i 1930 og desuden en brandvagt i Bårse, ligeledes Sydsjælland. Samtidig skrev han kontrakt med Haslev sygehus om, at han skulle stationere en ambulance der, og den skulle så betjene Haslev, Frederslev og Braaby kommuner.

Denne handling var en åben krigserklæring til Falck, og svaret kom da også omgående i form af eksklusion af Lolland-Falsters Redningskorps og de Zonebrandvagter, der valgte at følge Reinhold Hansen eller "parolen fra Eskilstrup", som Falck udtrykte det.

Nu var Reinhold Hansen og hans meningsfæller altså udstødt af "De danske Redningskorps Fællesforbund", som Falck-selskaberne officielt hed. Det var der ikke noget overraskende i, men det kom derimod bag på Falck, at Wibollt opsagde sin stilling hos ham og tilbød Reinhold Hansen sin tjeneste på den måde, at Wiboltt ville sætte sin arvede formue i redningskorpset og så til gengæld få en stilling, som var tilsvarende den, han havde haft hos Falck. Ved flytningen tog Wiboltt de nordsjællandske og nogle jyske Zonebrandvagter med sig til Reinhold Hansen. "De frie Brandzonevagter", som de en kort tid kaldte sig, holdt derefter en række møder, der mundede ud i, at de dannede A/S ZONEREDNINGS-KORPSET med officiel optagelse i aktieselskabsregistret den 1. april 1931. Reinhold Hansen blev naturligvis administrerende direktør, og korpset fik hovedkvarter i Eskilstrup. J. Hare nedlagde sin forretning og satte selve forretningsejendommen ind som hovedkontor for Zonen - et populært navn, korpset ret hurtigt fik. Desuden satte Johannes Hare sin formue ind i selskabet som risikovillig arbejdskapital. Hare blev derpå økonomidirektør. I København var oprettet et kontor på Platanvej, og snart var alle hjul i gang.

Wibollt blev, som han selv havde ønsket det, udnævnt til akkvisitionsdirektør, hvilket vil sige, at han skulle rejse landet rundt og føre tilsyn med zonestationerne samt undersøge, hvor det var muligt at placere nye stationer på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

Således opstod Zone-Redningskorpset, og der blev naturligvis skarp konkurrence med Falck over hele landet.

Igennem 1930-erne oprettede Zonen en lang række stationer og udvidede de gamle. Bådtjenesten blev oprettet, men af allermest reklamemæssig betydning var utvivlsomt realisering af direktør Johannes Hares ide om ambulanceflyet, som kom i 1939. Denne flyvende ambulance skaffede Zonen en vældig reklame, og der kom mange kontrakter med staten og amterne. Zonens slogan "Vi hjælper til lands, til vands og i luften" blev landskendt.

Falck fik i årene 1946 og 1947 en flyvetjeneste, men den kom ikke til at betyde det samme som Zonens. Man må anerkende Falcks dygtighed, navnlig de enkelte stationslederes indsats i 1930-erne for at tilbageerobre mange af de kommuner, som Zonen havde fået ved zonebrandvagtledernes hjælp, og det var et stadigt problem for Zonen at hamle op med Falcks stærkere økonomiske formåen. Det ville derfor være usandt, hvis man påstod, at Zonen ikke har været i endog mange økonomiske kriser gennem de 31 år, korpset eksisterede. Vi må dertil sige, at når økonomien blev sikret, omend i sidste øjeblik, så skyldtes det hovedsageligt tre mænd, nemlig hovedkasserer Erik Rasmussen, kontorchef Ulrik Falskov og bankdirektør Dreschler, Landmandsbanken. I de seneste år, d. v. s. fra omkring 1950, var direktør Harald Neumann, Ringsted, Zonens bedste økonomiske garant.

Zonen startede jo oprindeligt som brandslukningskorps, men blev inden længe til et redningskorps. I 1930 havde Reinhold Hansen et møde med murermester Niels Hansen, Nakskov. Denne var formand for "Dansk Brandinspektørforening" i Maribo-afdelingen. Reinhold Hansen forelagde ham, at de kommunale brandvæsener i Danmark kunne overtage Zonens brandslukningskontrakter, imod at

Zonen fik monopol på sygekørsel, redningsarbejde og entreprenørarbejde med de kommuner, som de kommunale brandvæsener betjente.

Der blev derefter indledt et samarbejde mellem Nakskov kommunale brandvæsen - Niels Hansen kunne jo ikke svare for samtlige danske kommuner - og Zonen, og de ydede hinanden vederlagsfri assistance, en beslutning, der fik stor gensidig betydning, og som helt klart var til gavn for såvel land- som bybefolkningen. Dette samarbejde fungerede lige til den 1. januar 1963, hvor Falck købte hele Zone-Redningskorpset, og hvor de kommunale brandvæsener opsagde samarbejdsaftalen.

Niels Hansen gjorde en meget stor indsats, for at Reinholdt Hansens samarbejdstilbud skulle blive kendt af samtlige danske kommunale brandvæsener. Først forhandlede han med sine kolleger i Maribo, og derefter holdt han et foredrag om det på et landsmøde i Århus. I Sønderjylland og på Bornholm blev der holdt lignende foredrag, og denne indsats for, at de kommunale brandvæsener skulle stå last og brast med Zonen gav overalt gode resultater.

Alle de mange tråde i det stadigt ekspanderende Zone-Redningskorps samlede Reinhold Hansen i sine stærke hænder i Eskilstrup. Det varede til den 19. januar 1943, helt præcis kl. 10.31, thi da døde Reinhold Hansen pludseligt på sit kontor. Han var midt i en samtale med sin kontorchef, Ulrik Falskov, da han pludselig sank sammen, og det viste sig, at han havde fået en blodprop i hjertet, så der var intet at stille op hverken for læge Gulmann, Eskilstrup, eller den tilkaldte ambulance.

Midt i sin livsgerning var Reinhold Hansen afgået ved døden, knapt 54 år gammel. Der bredte sig en stor sorg ud over landet på de mange små og store Zone-stationer, da budskabet om deres driftige og højt respekterede chefs død nåede frem, og alle steder gik flagene på halv stang.

Fra hele Danmark kom Zone-ledere og repræsentanter for statslige og kommunale myndigheder rejsende til Eskilstrup for at deltage i den gribende begravelseshøjtidelighed for Zone-Redningskorpsets afholdte stifter og chef.

Hans død var et stort tab for Zonen.

Selve korpsånden og sammenholdet levede videre, anført af driftsleder Marnifred Suhr, der myndigt og dygtigt blev Zonens praktiske leder, medens kontorchef Falskov, hovedkasserer Erik Rasmussen og abonnementschef Helge Hansen, alle fra Eskilstrup, førte administrationsarbejdet videre, først i Eskilstrup, men fra foråret 1946 på Zonens hovedafdeling i Nykøbing.

Johannes Hare og Wibollt var fra Reinholdt Hansens død og indtil Zonens "død" korpsets administrerende direktører. De havde begge lige stor myndighed til at træffe beslutninger på Zonens vegne.

Reinhold Hansens enke blev boende i "Villa Stella" til sin død i 1959, hvorefter ejendommen blev solgt. Hovedkontoret blev flyttet til det nye hovedsæde i Nykøbing F. på Vestensborg Allè, og selve brand- og redningsstationen flyttedes ligeledes dertil i september 1946.

På kirkegården i Eskilstrup står der et smukt monument, rejst over "Eskilstrups store søn", som det med rette blev sagt i begravelsestalen over Zone-Redningskorpsets grundlægger, direktør Reinholdt Hansen.

Gravstenen over Reinhold Hansen - Fotos modtaget af Ketty Lykke Jensen

Foto modtaget af Ketty Lykke Jensen

Nr. 4 fra venstre er Leo Wengel Hansen - Foto modtaget af Ketty Lykke Jensen

Dette foto er fra sidst i 1960-erne - Foto modtaget af Ketty Lykke Jensen